Op gennem 1900-tallet blev Blaakilde Mølle mere og mere betydningsfuld for Hobro, og antallet af ansatte varierede mellem 80 og 120. De boede og betalte deres skat i Hobro.

En af de første processer var dampning af benene. Derefter var produkterne sterile og derfor ikke sundhedsskadelige. Arbejderne kunne glæde sig over et langt og lykkeligt liv, og de var glade for at være på Blaakilde Mølle. Der var treholdsskift på fabrikken.

Kaptajn Junge, der sejlede mellem Hobro og Hadsund, fortalte at det kunne være svært at finde vej på Mariager Fjord i tåge eller mørke, men hvis vinden var i det rette sydlige hjørne, kunne han altid lugte hvor Blaakilde var og komme sikkert i havn.

En ansat på Blaakilde Mølle skulle til familiefest et andet sted i landet og havde forinden været i den kommunale varmtvandsbadeanstalt, hvor han var blevet vasket efter alle kunstens regler. Han havde medbragt et sæt tøj, der aldrig havde været i nærheden af Blaakilde. Til festen snusede hans borddame og sagde: "Nå, du er nok stadig ansat på Blaakilde!"

I begyndelsen af 1930’erne vrimlede der med fede, hvide maddiker og spyfluer i Hobro, når Blaakilde Mølles åbne ådselsvogne havde passeret fra banegården. Havnesporet blev udvidet helt ud til Blaakilde Mølle, men beboerne på strækningen måtte finde sig i den frygtelige stank og spyfluerne. Inde på selve Blaakilde Mølle var mængden af fluer og maddiker utallig. De sad på hver en plet og lå druknede i vandpytterne. Pga. denne "udklækningsanstalt" var der fluer i hele Hobro. På fabrikken blev der opsamlet 135 kg maddiker pr. nat.

I 1936 var problemet blevet begrænset vha. maddikerender og en samlebeholder, som maddikerne blev opsamlet i, men i tresserne knitrede det dog stadig, når man trådte på dem.